Louise Ursell-Smith (Spidskandidat)

Profilbillede5.jpg

Jeg hedder Louise Ursell-Smith og er trods det fremmedklingende efternavn en nordjyde, der en gang giftede mig med en englænder, fik to børn og blev skilt. Jeg er opvokset syd for fjorden på en lille gård 9 km fra Løgstør. Nu bor jeg nord for fjorden på et endnu mindre landsted 8 km fra Fjerritslev ved Svinkløv og Slettestrand.

Min baggrund er på papiret konventionel og lugter en smule af gylle. Jeg hjalp en gang min far i stalden, har pløjet med en Fendt automatiseret traktor med 5 furet vendeplov med jordpakker. Jeg har malket en araberhoppe. Af nød skal det siges.

Jeg er uddannet luftfragtspeditør i Aalborg Lufthavn og har arbejdet som speditør i Heathrow Lufthavn. Det er herrens mange år siden. Jeg har en master i “International Marketing” fra et engelsk universitet og er kandidat i politik og administration fra Aalborg Universitet (2010), hvor jeg skrev speciale om social innovation. Senest har jeg fået et certifikat i permakultur.

Jeg har været med i Å siden før valget og har været en tur omkring bestyrelsesarbejdet i storkredsen ad et par omgange og var med til at løbe lokalforeningen i Jammerbugt Kommune i gang.

Min passion er involverende politikudvikling og alternativ sundhed, hvis der er noget, der hedder det. Jeg er optaget af mad som medicin, urter, naturen som spisekammer og terapirumog naturligvis permakultur, som udover at byde på bæredygtige løsninger til, hvordan vi kan indrette os i livet, også betyder sundhed på mange andre områder.

Med min baggrund i både det kommercielle og politisk / administrative forstår jeg meget af, hvad der foregår på sundhedsområdet. Jeg er også skeptisk i forhold til meget af det, der sker.

Jeg stiller op af samme grund som jeg har for at engagere mig i Alternativet og politisk i det hele taget. Jeg føler et ansvar og en forpligtelse. Jeg kan ikke bare brokke mig - uden også at forsøge at gøre noget og bruge den erfaring og ekspertise, der er kommet min vej.

Jeg har en kontroversiel profil. Hvis jeg bliver politiker kan jeg forestille mig, at mine holdninger og måde på tingene vil få nogle til at se rødt. Muligvis også i Alternativet. Så er du til det sikre og forudsigelige, så vær sød IKKE at stemme på mig. Vælger du den sikre vej, så stem IKKE på mig!

 

Lidt om mine mærkesager:

● Lokale sundhedshuse med både behandlingsfaciliteter og sengepladser, og hvor der også tilbydes komplimentær behandling.

● Økologisk mad og drikke på sygehuse og andre behandlingstilbud.

● Gratis tandlægebehandling.

● Screening for kræft skal ske efter henvisning fra egen læge og ikke som et standardiseret tilbud til raske.